Havetid - Lyden af sommer

Straks man vågner er der en højde i luften, en særlig lys rumklang, der ikke var der før. Over gårdspladsen vider lydene sig stadig længere ud, for ingen skyer pakker dem ned og lukker dem inde.
Det er sommer.
– Og straks man står ud af sengen, mærker man det. Man har mest lyst til bare tæer, slåbrokken bliver på knagen. I går fumlede fødderne efter lammmeskindssutterne.
Udenfor er det inderste af luften varm. Også i skyggen, det sikreste tegn på sommer. Hele denne lange, mærkelige forsommer har luften været kold i både sol og skygge.
Meget har været mærkeligt i år. Forsommeren er gået med en småforvirret fornemmelse af hukommelsestab: Plejer det virkelig at være sådan? Plejer haletudserne at vokse så langsomt? Plejer salaten? Jeg troede slet ikke, salaten ville komme. Den var – indrømmet – blevet sået noget sent, netop
fordi det havde været så koldt, og måske havde det været for sent, salat er jo koldtspirende. At både hovedsalat, rucola og den robust pluksalat – og i øvrigt også koriander og spinat – skulle være kikset, virkede dog usandsynligt.
Det var de heller ikke – de kom bare laaangsomt. Også efter at de var spiret.
Men nu er det hele plukkeklart, så nu må det gerne tage sig tid. Jeg har fået det råd (fra én der vistnok havde det fra Søren Ryge P.) at dele salaten op i de enkelte planter – der er altid flere frø, der spirer i flok – og plante dem ud hver for sig. Det sætter dem i væksten, så man strækker salatperioden længere, før planterne løber i stok. Jeg har gjort det med noget af hovedsalaten, og det ser lovende ud. De yderste blade visnede væk, men indefra sætter den nye, der nu begynder at krumme sig, som de skal. Imens spiser vi af den udelte.
Rucola og koriander sår jeg en ny omgang af. Så er de spiseklare, når første runde sætter blomst – og derefter frø til næste år.

For at gøre min forvirring komplet, så groede kartoflerne som besat, mens salaten stod i stampe. Da jeg for en lille måneds tid siden forsigtigt vippede en enkelt blok op, skønt de endnu ikke havde blomstret, var de allerede store. Nu har de største antaget bagekartoffel-dimensioner.
Til gengæld er dammen myldrende fuld af haletudser, der åbenbart har besluttet sig til at tilbringe hele deres liv på babystadiet. De vokser ikke en millimeter. Sætter kulde haletudseudvikling i stå?
Hvad ved jeg egentlig om haletudser?
Men i dag er luften endelig varm, og alt åbner sig og udsender duft:
Træstolen, jeg sidder i, stenene omkring terrassen, blomsterne – ja, luften selv. Så vokser haletudserne nok også.
I det hjørne, hvor de første roser er sprunget ud, er en koncentreret duftproduktion i gang. Nu og da må man hen og trække vejret dybt, mens eftermiddagen bleger ud af varme i den syngende stilhed fra insekt-myriader i trækronerne. Ind imellem tror man et kort øjeblik, det blæser op. Men det er bare en billion små bitte fluer, der tager diskanten samtidig. Så falder de lidt til ro, så stiger de hidsigt igen. Et trafiksammenstød? Næsten uundgåeligt, skulle man synes.

Dagen går til akkompagnement af vipstjertens unger. De har valgt denne første sommerdag til at hoppe af reden, men det betyder på ingen måde, at de synes, de skal klare sig selv. Og i betragtning af, hvor ængsteligt forsigtigt de voksne indtil i dag har forsøgt at camouflere, hvor reden befinder sig, så er det noget højrøstet afkom, de har avlet. Tjiklik lyder det i ét væk – fra græsplænen, fra havemuren, fra æbletræet. De voksne piler rundt efter mad, og så snart de nærmer sig, bliver de overfaldet af den grådige yngel. Langmodigt finder de sig i at få ungerne, der ikke er meget mindre end den voksne hun, lige i hovedet.
Men en ildevarslende skygge over græsset får mor til at træde i karakter:
»Kan du se, at komme i skjul, og det i en vis fart!«
Ungen dukker lynsnart ind under fuglebrættets trefod. Mor står ved siden af og holder udkig med hovedet på sned, mens kommandoerne fyger fra hende: »Ti stille! Sid stille! Kan du så holde op med at baske! Hvor mange gange skal jeg sige, at spurvehøgen kommer og tager dig, hvis du ikke er artig!«
Ungen bliver så betuttet, at den faktisk lukker næbbet. Men det var falsk alarm, og så snart mor vender stjerten til, dukker den nysgerrigt frem fra sit skjul – og alt er ved det gamle. Maaaaaaaaad!
Det gælder om at blive stor i en fart. Her var noget at lære for haletudser.