Æblets fortælling - Plantageæbler og haveæbler

Plantageæbler og haveæbler

Huset og haven
Jeg er vokset op med æbler. Min far havde en æbleplantage. Egentlig var han komponist, men det er et job, de færreste kan leve af, så han havde taget organist-eksamen og ernærede sig som organist ved Kerteminde Kirke og som frugtavler. Vi boede på Pilegaarden, et gammelt toetages stuehus i en gammel bondehave, i sin tid købt af min farfar, der var maler. Pilegaarden var lyserød og stråtækt, og haven var et eventyr med buskads og gamle frugttræer.
Mod sydvest voksede ’kastanjeskoven’, syv kastanjetræer der stod så tæt, at man kunne springe fra det ene til det andet og lege Tarzan.
Gik man mod øst ad stien mellem tjørnehækken mod vejen og den lavere buksbomhæk mod buskadset, kom man først til moreltræet og dernæst til Skovfogedæblerne. Så kom nogle pæretræer, som min far skar ned og brugte til at pode på; så det forhøjede staudebed med stensætning, hvori min onkel Hans, der var billedhugger, havde hugget en hund og en ørn med vingerne bredt ud. Efter staudebedet og stikkelsbærrene kom Belle de Boskoop-træet og tre Filippa-træer.
Nu var man kommet helt frem til pumpen og gårdspladsen mod øst og kunne fortsætte mod nord forbi stenhøjen til sommerpæretræet ned til det blå Reine Claude-træ ved kampestenen og hækkens nederste indgang.

Valgte man vejen langs nøddehegnet, der adskilte haven fra Rosholts gård, nabogården, kom man gennem syltekirsebærrene til valnøddetræet, så til det gamle rødpæretræ og på den anden side af nabostien gennem hegnet det lige så høje og gamle sukkerpæretræ. Lidt inde på plænen stod trøvepærerne, der satte sig fast i halsen og kun kunne bruges syltet.
I det nordvestlige hjørne efter ribsbuskene var der bag ved nogle snebær og syrener en humlehave med endnu et valnøddetræ og foran de vidunderlige Arreskov Gravenstener, de bedste æbler, jeg nogen sinde har smagt.
Foran de to store lindetræer mod nord voksede et gammelt Nonnetit-træ, et gammelt Grev Moltke-træ, et moreltræ med tidlige moreller og et blommetræ med store blå Reine Clauder. Foran min farfars atelier stod endnu et æbletræ, men det var æbler, ingen brød sig om, og jeg kan ikke huske deres navn. Hvis de havde et. Billedet fuldendtes af det store kastanjetræ ved atelierets sydøstlige hjørne, foran frugtkælderen, der var en træbygning, lagt op ad atelieret og med nedgravet fundament, så æbler og grøntsager kunne opbevares frostfrit. Desuden af det høje gråpæretræ foran stuehuset, samt ved husets sydende et ungt Transparente Blanche-træ og et to år ældre træ med røde sommeræbler. Det var mit og min lillebrors træer, plantet da vi blev født.
Endelig stod der mellem buskadset og forsytiabusken ’det ud-gåede træ’. Hvad det havde været for ét, før det gik ud, bekymrede os ikke, men når jeg i dag ser det for mit indre blik, minder det mest om et pæretræ. Der var kun den hule stamme og tvejen mellem de to afsavede hovedgrene tilbage, men det var et dejligt klatretræ, man kunne mase sig ind i det og stemme sig op. Æbler og valnødder kunne man medbringe i lommerne, og så kunne man sidde to på toppen på hver sin stab af hovedgrenene og gnaske og overskue det hele fra oven.

En frugtplantage i 1950’erne
Heller ikke en organistlønning rakte imidlertid til en familie på to voksne og to børn, men så var der plantagen. Min far havde en tønde land med Ildrød Pigeon, det var ’den gamle plantage’. På et senere tidspunkt, men stadigvæk før jeg i 1945 blev født, var ’den nye plantage’ blevet lagt til: endnu to tønder land med Ingrid Marie, Cox Orange, Belle de Booskop, Jonathan, og så vidt jeg husker også Laxtons Superb, kaldet Laxton, Filippa og en lokal frugtsort fra Kertemindeegnen, Tønnes.

’Den gamle plantage’ var afgrænset af en række høje popler, på hvis anden side der lå en vidtstrakt køkkenhave med lange jordbærrækker, grøntsager nok til hele vinteren samt solbær og hindbær-buske i overdådige mængder.
Plantagen var indhegnet af en mirabellehæk, langs hvilken der hele vejen rundt voksede pæretræer, som jeg husker meget dårligere end æblerne. Bedst husker jeg de tre moreltræer vis à vis dammen på hækkens anden side, ét med lysegule tidlige moreller, ét med de almindelige gule og rødkindede og endelig ét med sene, næsten sorte bær. Mod syd og vest var der bistader. Æblerne til ØF, Østfyns Frugtavlerforening, og salget af honningen var det vigtige supplement, der gjorde, at familien Syberg kunne betale sine regninger og bevare respektabiliteten. Når der var lavvande i kassen, stod den på ’plantagesuppe’, grøntsagssuppe af porrer, gulerødder, selleri med toppene i, pastinak, persillerod og kartofler. Jeg elskede den ret.

En sommerdag og igen om efteråret kom pludselig en sværm af damer cyklende i kitler og med blå og ternede tørklæder om hovedet. Det var plukkedamerne, der først tyndede æblerne ud og senere kom igen for at hjælpe med høsten. Til daglig var det kun Alfred med sin røde hest Tulle, der kom og hjalp, når der skulle harves mellem træerne, og når der skulle sprøjtes.
Sprøjtehuset var det eneste område af ejendommen, hvor der var adgang forbudt for børn. Men jeg sneg mig til at stå i portåbningen, når min far var derinde, for jeg elskede lugten af sprøjtemidlerne, ligesom jeg kunne sidde på hug i lang tid ved vandpytterne udenfor, fordi den turkisblå farve, den spildte blåsten gav dem, i mine øjne var uimodståelig. At far havde samme farve i ansigtet fra hatteskyggen og ned til skjorteflippen, når han kom ind efter en sprøjtedag, hørte til de imponerende eksotika, men han vaskede sig desværre altid straks, og farven forsvandt.
Havens æbler blev ikke passet med samme omhu som plantagens. Blandt andet blev de ikke sprøjtet, hvilket nok har været udmærket for vores sundhed. De fik derimod lov at falde ned, og dem vi ikke sankede og spiste i en fart, blev sendt til Rynkeby Mosteri. Så fik vi kasser med store, grønne flasker retur, påsat nogle meget flotte etiketter, som jeg især var glad for. De blev stillet ned i frugtkælderen sammen med de anden sorterings-æbler, vi beholdt til os selv. Enkelte kasser af første sortering beholdt vi dog også. Det var vinteræblerne, der skulle holde til næste år og derfor ikke måtte få det mindste knubs.
I februar blev træerne beskåret. Det foregik ved hjælp af en saks med snoretræk, anbragt på stang. Frugttræer var både højere og bredere dengang.
Årets første høst fra æblerne var – honningen. Når bierne i juni havde forarbejdet den nektar, de havde suget under blomstringen, blev hele køkkenet inddraget. Den runde emaljeblå honningslynge blev anbragt midt på gulvet. Så blev kasserne med tavlerne båret ind, og tavlerne blev ’skrællet’ for biernes voksforsegling med særlige skrællegafler. Der fulgte altid noget honning med, og min bror og jeg suttede store klumper rene, ’honningbolsjer’, mens vi overværede slyngningen og selv fik lov til at trække slyngehjulet. Når honningen ramte slyngens sider, lød det, som om det regnede.
I hjørnet oven på køkkenbordet ragede det enorme, blanke honningkar med tappehane i bunden næsten helt op til loftet. Dog ikke højere, end at træstokken med den gennemhullede, trekantede træplade i bunden kunne komme ned i det, for honningen skulle ’æltes’ mange gange, inden den blev tappet.
Når den var jævn og fin, blev den tappet på voksede papdåser – det brugte man dengang i årene efter Anden Verdenskrig – og påsat etiketten med »Biavler Franz Syberg. Pilegaarden« og garantimærket fra biavlerforeningen samt påskriften ’avlet i egen bigård’. Jeg kunne læse, før jeg kunne forstå, og undrede mig i lange tider over, hvor biernes gård var. Spørge om det faldt mig vist ikke ind.