Tove Ditlevsen. Myte og liv - Indledning

Tove Irma Margit Ditlevsen er født d. 14/12 1917 i København. Det meste af sit liv fastholdt hun imidlertid, at hendes fødselsår var 1918. Endnu ved hendes død i marts 1976 antog flere nekrologer at hun var 57 år.
Hun blev 58.

At Tove Ditlevsen så hårdnakket – og gådefuldt: hvorfor kun et enkelt år? – løj sig yngre, end hun var, forstår man kun, hvis man gør sig klart, at det intet havde med almindelig kvindelig forfængelighed at gøre – men nok med forfængelighed af en ganske særlig art, nemlig omsorgen for identiteten som kunstner. Hele formålet var nemlig, at hun angiveligt ikke skulle være mere end 20 år, da hendes debut-digtsamling, Pigesind, udkom i 1939. Det svarede bedre til den vidunderbarnsmyte, der øjeblikkelig voksede frem omkring Vesterbropigen, end hvis hun fremstod som en voksen 21-årig.

Men lige så typisk for Tove Ditlevsen det er at ’stikke en plade’ for at pynte på virkeligheden – ligeså typisk er det også for hende uden blusel at indrømme, at hun gør det. Så i Pigesind kan man faktisk finde oplysningen om bedraget, hvis man ser efter:

kom Læbestift og hjælp mig med at lyve,
for jeg vil aldrig være mer end tyve.

står der. Således slutter nemlig digtet, »De onde Aar«. Så kan enhver, der har øjne at læse med, jo bare selv overbevise sig om, at hun lyver!

Selvom sammenhængen højst kan siges at være indirekte, så siger den en del om Tove Ditlevsens personlighed og om, hvad der var styrende for den.

Det var en fattig barndoms triste enstonighed, der avlede drømmene om at være vidunderbarn. Og da muligheden for at realisere dem viste sig, ja så kunne hun ikke tage så nøje, hvordan hun kom fra det ene punkt til det andet: fra ukendt proletarpige til feteret digterinde. Det havde hun ganske simpelt ikke råd til. Og fordi det forholdt sig sådan, følte hun også en art skyldfrihed i forhold til de midler, hun tog i brug – og som i virkelighedens verden gik langt ud over at stikke en plade.

»Jeg ved, at man undertiden må lyve for at få sandheden frem«, skriver hun i sine erindringer. Bemærkningen falder i forbindelse med et af de mere sjælerystende chok i hendes opvækst: hendes storebror Edvin har fået fingrene i hendes omhyggeligt skjulte digteriske forsøg. Rædselsslagen hører Tove hans latter inde fra soveværelset, og da hun fortvivlet løber derind, modtager hun en nådesløs kunstnerisk dom: »Hvor er du fuld af løgn«, siger Edvin. Men senere indrømmer han, at han egentlig finder digtene gode – blot det havde været en anden der havde skrevet dem, så han ikke vidste, at det var løgn altsammen. Så er det, Tove Ditlevsen skriver, at hun bliver glad, for løgnen bekymrer hende ikke: man må undertiden lyve for at få sandheden frem.

Men Tove Ditlevsen omgås ikke kun lemfældigt med sandheden af kunstneriske hensyn. Hendes forhold til yderverdenens realiteter stikker langt dybere i hendes personlighed. Når det er så forfærdeligt for hende at sine digte bliver ’afsløret’, hænger det sammen hermed.

Utrygheden ved virkeligheden og et ustabilt, usikkert forhold til den er et af de centrale træk ved hendes personlighed. Tove Ditlevsen har skrevet meget om sig selv, og det meste er i én forstand fuldkommen sandt, mens det i en anden er ukorrekt eller påfaldende forkert. Så påfaldende, at man må søge en forklaring.

Hele hendes barndom er fantasien hendes (eneste) tilflugtssted. Hun opbygger en hemmelig verden bestående af drømme, strofer af digte fra skolens pensum, salmer og folkeviser. Og efterhånden, fra hun er i tolvårs-alderen, også af egne digte, som hun nedskriver med blyant i den hemmelige bog. I fantasien kan virkeligheden formes, så den bliver et fristed, et helle, hvor intet ondt kan nå hende. Men det betyder på den anden side også, at den i forvejen ikke særligt imødekommende virkelighed, hun vokser op i, kommer til at virke endnu mere fjendtlig og truende – for fantasierne og digtene må for enhver pris skjules og skærmes mod omverdenens spot og hån. Deraf hendes rædsel over Edvins fund. Det føles hemmeligt, intimt og skamfuldt at digte i en grad, så Tove udvikler en voldsom skyldfølelse over sin indre verden, og konfrontationen med virkeligheden kommer til at fylde hende med angst.

På den anden side er den ydre, konkrete virkelighed ikke vigtig for hende. At beskrive den lidt upræcist, spiller ingen trille. Deraf hendes ubekymrethed over at ’stikke en plade’. Den særegne personlighed, Tove Ditlevsen udvikler, byder hende på én gang at være umådelig tilpasselig udadtil og parat til at indrette sig ubetinget på det, hun føler som omgivelsernes forventninger, mens hun samtidig indadtil som en høg vogter over sin egen sandhed.
»Jeg har aldrig brudt mig om virkeligheden, og jeg digter aldrig om den«, skriver hun om sig selv som barn, og med årene udvikler hendes forhold til virkeligheden sig til det nærmest uforsonlige. »Nej, jeg kan ikke fordrage verden og virkeligheden – for hvad er verden? Verden trænger sig ind på en, man kan ikke komme uden om den«, hedder det i et interview nogle år før hendes død.

Tove Ditlevsen var det meste af sit liv overstadigt lystig, slagfærdig og vittig. Det var hendes måde at omgås den ydre virkelighed på og i høj grad et skalkeskjul, der skulle beskytte hendes indre verden. Men udsat for forventninger fra ’virkelighedens verden’ kunne hun også finde på at udfolde anstrengelser, der virker helt ude af proportioner. Eksempelvis for at bevare den – skulle man synes – relativt uskyldige hemmelighed om sin alder. Anstrengelserne antyder imidlertid, hvor voldsom hendes angst var.

Det livslange dobbelte bogholderi mellem at leve op til omgivelsernes forventninger og samtidig bevare sin egen sandhed er nerven i hendes kunst og kilden til såvel hendes grænsesprængende erfaringer som til hendes nederlag, der ofte forekommer sært nødvendige, fordi ærligheden til enhver tid driver hende til at søge også den smertelige og lidelsesfulde dimension af tingenes væsen. Hun undslipper aldrig den angst, der blev grundlagt i barndommens dilemma mellem ’virkelighed’ og ’sandhed’. Tværtimod bliver angsten med årene voldsommere og flugtforsøgene fra virkeligheden tilsvarende drastiske med gentagne selvmordsforsøg som den yderste konsekvens.