Admiraler elsker sukkerpærer- Måske skulle man gøre ingenting noget oftere?

Hvad gør du ved bladlus på roserne? spørger naboen. Ingenting, svarer jeg. Medmindre det bliver slemt. Jeg er foreløbig nået dertil, at det er det bedste. Der er nemlig stor rift om lusene som middagsmad, mariehøns og småfugle æder dem på en uges tid. Og den nærende kost får dem til at formere sig, så de lækkersultne står i kø, når næste angreb indfinder sig. Jeg har eksperimenteret med sæbevand, udtræk af brændenælder eller masning mellem fingrene. Men det virker dårligere. Hvem gider også æde lig eller mad, der smager af sæbe?
Alt for meget drejer sig om, hvad man skal gøre i sin have. Vi bor ude i det store hartkorn, havemæssigt set, og omkring os slås græsset med havetraktorer og gangene sprøjtes, mens de adresseløse forsendelser lokker med motoriserede kantskærere, plæneluftere og mosfjernere. Når man nu ikke kan sælge flydende Ajax og Ariel til udendørs brug, må man jo finde på noget andet.

En overset bivirkning ved den kemiske industri er faktisk dens salgsfremmende evne til at opfinde problemer, hvor der ingen er. Hør blot, hvad Bayer faldbyder: En myrelokkedåse, hvor »myrerne lokkes af skovhonningen i dåsen og selv bringer bekæmpelsesmidlet (læs: giften) med i boet til de andre myrer. Efter et par dage vil alle myrerne være døde og dit problem være løst.«
Hvis problem? Der er ingen som helst grund til at dræbe myrer. Siden Marco Polo har vi haft det velfungerende og uskadelige middel, kanel. Et drys over uønsket sammenstimlen får øjeblikkelig myrer til at tiltræde tilbagetoget. Siden Marco Polo har vi desuden oplevet et prisfald på kanel, der gør det absolut konkurrencedygtigt.

Det ser ud til, at udvalget af giftfri midler til at holde det værste nede vokser. De fleste firmaer forventer øjensynlig, at det snart er slut med Round Up, men det skal på den anden side ikke forlene ubefæstede sjæle til at tro, at alle de nye alternativer er selvskrevne i det økologiske paradis.
Mest urovækkende er de ´biologiske´producenter, der bag om ryggen uanfægtet fortsætter bekæmpelsestankegangen, lokkende med »naturens egne midler« og »miljøvenlighed«. Over for hvem, må man spørge. Her er sæsonens nyhed fra Biolet: »Nematoder er en ormelignende art med en bakterie. Den finder sneglen, borer sig ind i den og forårsager en form for blodforgiftning, så sneglen dør.«
Miljøvenlig blodforgiftning? Hvad siger det egentlig om vores forhold til de andre arter?
Det foretrukne plusord er uden for al konkurrence ´biologisk´. Og det er et dejligt ord for fingernemme marketingfolk, for det lyder vældig naturligt, uden at det tvinger dem til ligefrem at kramme ud med sammensætningen af produktet.
Men ´Bio´er et påklædnings-ord, stol ikke på det! Da jeg var barn, var det noget, vi gik i søndag eftermiddag.
»Pas på ryggen,« råbte vi til helten.
Det gælder stadig.
For ´biologisk´dækker ikke nødvendigvis over et giftfrit produkt. Ej heller, hvis en serie præsenteres som ´grøn´. Så man gør klogt i at kigge efter, om der under al lyrikken står »opbevares utilgængeligt for børn«. Og derefter læse deklarationen.

Uden at være forfalden til upraktisk poesi – det kommer man ikke langt med i en have – vil jeg trods mit irriterende algeproblem mene, at min havedams generøse harmoni sætter en standard, som det ville være tåbeligt at fjerne sig for langt fra. Derfor bliver jeg næsten ulykkelig, når jeg falder over et frisk forårstilbud fra Planteskole-ringen som det følgende:
»Klart vand! Bioflow 2500+UVC 7000. Ultraviolet vandbehandling. Kraftigt biologisk rislefilter og ultraviolet behandling sikrer klart vand og god vandkvalitet.«
Forklaringen lyder:
»Når vandet, og dermed algerne passerer tæt forbi lyskilden, bliver de enten dræbt eller gjort sterile for derefter at blive opfanget og nedbrudt i det biologiske filter«.
Tilbuddet (til 998 kroner) kunne måske friste, hvis man skulle drikke vandet i havedammen. Men det er dog ikke meningen. Bioflow 2500 med UVC 7000 er en monstrøsitet, lanceret med en masse økologisk udseende stafferinger såsom ´vandkvalitet´og ´biologisk´. ´Bio´optræder hele tre gange i annoncen, uden at det er indlysende, hvad der udmærker biologien i denne forbindelse.
Både haletudser og salamandre holder i øvrigt til i algerne, fiskene finder larver i dem, og først og sidst tør jeg slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis dammens småkryb blev udsat for den politisk korrekte cancergrill. Helt kan man ikke undvære alger. Og strengt taget er der vel ikke noget ubiologisk ved dem? Men jeg ville ønske, at jeg havde et mindre kradsbørstigt middel til min rådighed. – Lidt mere kradsbørstigt end manuel algefjernelse.

Når alt kommer til alt er det dog slet ikke alt det, man foretager sig, der gør en have til en have. Om noget skal havedyrkning ikke være bekæmpelse, tværtimod gælder det hele om at følge med.
Selvfølgelig former man hele tiden. Man sår, graver, luger, beskærer og skaber en have. Det er det, der er fornøjelsen.
Men det må ske med rytmesans og respekt for havens egen vilje. Man må mærke sig frem til, om kaprifolien får lys nok, og blåregnen har nok at gro op ad.
(Det har den ikke, men jeg vil have en blåregn, så jeg håber at den med årene vænner sig til den fra en blåregns synspunkt lave havemur, hvor jeg uerfarent anbragte den for nogle år siden. (Ind imellem siger jeg altså ét og gør noget andet.) Egentlig burde jeg flytte den, men der er ikke plads nogen steder – i det mindste ikke før vi er færdige med at restaurere bygningerne. Og til den tid har den måske fundet sig til rette med at brede sig ud til siderne.)
Hvordan mærker man havens tilstand, kunne man spørge. Svaret er enkelt: Man iagttager.
»Har du været rundt og heppe?« spørger husets herre, når jeg vandrer en tur. Det har jeg sådan set, ja, men min daglige rundgang har først og fremmest den funktion, at jeg kommer til at kende planterne. Det er ikke kun glæden ved at opdage, at den første staudevalmue er sprunget ud, der driver mig. Det er også en elementær lyst til at iagttage, hvorved jeg opbygger viden, sammensat af myriader af indtryk, som for størstepartens vedkommende er indhentet, uden at jeg lagde mærke til det. For sådan set har jeg bare sét.
Men det er en viden, der betyder, at jeg har en mening om, hvornår der skal gribes ind. Og det er en viden, der gør, at jeg trygt overlader noget til forfaldet, fordi det skal være sådan. En haves liv bevæger sig mellem tilblivelsen og forfaldet. Alt, hvad der er født skal dø, og som havedyrker må man have sans for døden og omgås den smukt. Nærmest biologisk.